Fri fragt: Ved Køb over 499 DKK*

Levering: 2-4 hverdage i DK

Returret: 30 dage

  

Tilbage til webshop

En tidlig og god start på putterutinen:


Til dig der gerne vil læse bloggen:

Et emne, som jeg tror er rigtig vigtigt for mange af os mødre og fædre, er at finde frem til en god putterutine. Søvn er jo noget af det mest basale – et af vores vigtigste behov – og som forældre vil vi så gerne have, at det fungerer godt. Både for vores baby, selvfølgelig, men også for os selv.

Derfor vil jeg gerne dele nogle af de ting, der har fungeret rigtig godt for mig.

Jeg startede ret tidligt med at indføre en rutine – det blev anbefalet af både venner, andre mødre og det, jeg læste mig frem til. Blandt andet i bogen fra Søvnplejersken, som har skrevet en virkelig god bog om babysøvn.

De råd, jeg har taget til mig, og som har virket, vil jeg gerne give videre.

Jeg blev introduceret til en helt særlig bog, der hedder Natbjørnen Tjugga. Der findes forskellige versioner – en lille papbog og en lidt større udgave. Den større bruger jeg nu til min søn, når vi læser godnathistorier – han er snart tre år, så der må godt komme lidt flere ord på. Det gør det sjovt at læse sammen. Den lille papbog er perfekt til de helt små, fordi der ikke er så meget tekst.

Det særlige ved bogen er, at det faktisk er en søvnmeditationsbog. Den indeholder små "gabe-lyde", som man kan lave, når man sidder og læser og synger for baby. Den er lavet til at stimulere søvn – og jeg var virkelig glad for den. Derfor vil jeg gerne dele tippet med jer.

Noget andet, der fungerede godt for os, var at finde en bamse ret tidligt, som skulle være den bamse – den, som baby kunne knytte sig til og føle sig tryg ved. Selvfølgelig ved de ikke det i starten, men det handler om, at de begynder at forbinde bamsen med tryghed. Den dufter af noget velkendt, og de kan nuldre lidt i den. Den bliver et fast holdepunkt, når det er tid til søvn.

Man kan også vælge at bruge lyd – en bestemt melodi eller en særlig lyd, som baby forbinder med at skulle sove. Det kan være noget beroligende, noget genkendeligt og rart. Jeg brugte ikke så meget musik selv, men jeg brugte faktisk min egen stemme som melodi. Jeg valgte én bestemt sang, som jeg sang fast – Elefantens vuggevise. Den blev sunget på repeat, igen og igen, hver gang min søn skulle sove. Det var for at skabe en tryg og genkendelig rutine for ham. Når han hørte den, vidste han: "Nu er det sovetid." Det blev et signal, der skabte ro og genkendelse.

Der er også noget vigtigt i forhold til lys. Sørg for at have en lampe, der ikke lyser for meget – så du kan skabe mørke, men uden at det bliver for mørkt til, at du selv kan orientere dig. Jeg bruger en amme-lampe, hvor jeg kan skrue helt ned for lyset. Den kan dæmpes, så den kun lyser ganske svagt – og det er virkelig rart at bruge som en del af putterutinen.

Og hvornår skal man så starte med de her rutiner? Altså, jeg begyndte, mens jeg stadig ammede min søn i søvn. Det vil sige, der var egentlig ikke brug for en rutine på det tidspunkt, men jeg begyndte alligevel stille og roligt. Allerede da han var 2-3 måneder gammel, begyndte jeg at introducere det hele – bamsen, historien, sangen.

Bamsen lå ved siden af os, mens jeg ammede ham. Jeg læste historien for ham, inden vi begyndte at amme. Og jeg sang den samme godnatsang, mens han spiste. Det handlede om at gøre ritualerne trygge og genkendelige, så da tiden kom, hvor han skulle sove uden brystet, var det stadig de samme ting, han kendte. Det var ikke alt, der ændrede sig på én gang. Han havde stadig sine små holdepunkter – sangen, bamsen og historien.

Det fungerede virkelig godt for os. Og jeg har siden læst flere steder, at det netop kan være en god idé at være lidt på forkant med putterutinen. Jeg havde nok ikke selv tænkt over det, hvis ikke nogen havde nævnt det for mig. Derfor vil jeg også gerne give det tip videre til dig: Selvom baby lige nu falder hurtigt i søvn ved brystet eller med flaske, og det hele fungerer fint – så kan det give rigtig god mening at begynde at introducere en fast rutine allerede nu.

For så begynder baby helt naturligt at forbinde de her elementer med søvn. Det giver ro og tryghed, når man på et tidspunkt skal til at ændre noget.

Så det var lidt om putteritualer – og hvordan det faktisk kan være en fordel at starte før, end man lige tror. Har du spørgsmål eller vil høre mere om, hvordan jeg gjorde, så skriv endelig. Jeg er lige her og vil rigtig gerne dele mere.

God fornøjelse ❤️


FRI FRAGT

Ved køb over 499 DKK*

LEVERING

2-4 hverdage i DK

RETURRET
30 dage